I de 8 mdr. jeg var i Tasiilaq i 2005 og igen i 2007 har jeg mange gange kastet et blik på stedets højeste fjeld – Polhems Fjeld (1003 m).
På international plan kun en lille bakke, men trods alt det højeste her – dragende og lidt frygtindgydende på grund af sin æggeformede facon.
Fjeldet ligger på modsatte side af den naturhavn, som Tasiilaq er vokset op omkring – Kong Oscars Havn. Tasiilaq blev oprindelig kaldt Ammassalik – opkaldt efter de ”enormt” store ammassetter, som man kan fange her.
For at komme til fjeldets fod må man sejle, da turen rundt om fjorden er alt for tidkrævende.
Fjeldet er ret krævende at bestige og har en del passager, som det er godt at kende, inden man begiver sig derop.
Bo – en dansk kollega, der kom til Tasiilaq sammen med mig i 2005 og har boet her i 2 år, havde i år besluttet, at vi ville derop. Så søgte han en stationslederstilling på Grønlands Vestkyst og fik den 1. april. Så var han væk.
Så kom der 5 kolleger fra Gentofte, der havde arrangeret en rigtig mandetur til Grønland. De skulle holde ferie i 3 uger i Tasiilaq for at opleve naturen her. Den ene var barnefødt her og havde ydermere haft et sommerjob ved politiet her. De havde også sat sig for at bestige Polhems og havde entreret med stedets distriktslæge H. C. Florian Sørensen, der havde været på toppen utallige gange.
Da H.C. tilbød mig at komme med, slog jeg straks til.
Vi blev sejlet over en søndag morgen kl. 0800 og skulle mødes med H.C. i terrænet kl. 0930.
Selvfølgelig gik det galt, så vi først fandt hinanden 1 time senere.
Derefter gik det opad og opad i strålende sol. Da vi skulle ind på nogle stejle og smalle passager sagde 2 kolleger, at de ventede her.
Vi andre 4 fortsatte yderligere 100 m op og skulle der kravle 4 m lodret op ad en smal rebstige. Inden vi kunne det skulle H.C. efterse stigen og fastgøre den yderligere til årets internationale ekstrem sports konkurrence – Arctic Team Challenger, der finder sted her i Tasiilaq i juli md.
Medens dette stod på valgte yderligere 2 at vende om. Herefter var vi kun 2 til top-forsøget.
Vi kom op ad rebstigen og blev kraftigt støttet af et tovværk med sele. Op kom vi - og fortsatte opad .
Da jeg havde gået yderligere et kvarter fik jeg krampe i begge lårmuskler. Vi havde jo lægen med, så jeg forsøgte at strække ud for at få krampen væk. Vi fortsatte et kort stykke, inden der atter var stærk krampe i begge lårmuskler – så her sluttede min tur i 855 m - øv.
Jeg lagde mig ned og ventede på at sidste mand sammen med H.C. gik til toppen og kom retur igen. Tid nok til at kramperne forsvandt, så jeg kunne gå ned igen uden problemer.
Sådan gik dette forsøg på mit vedkommende, så jeg skuler stadig til Polhems Fjeld
Se billeder fra turen:
0 kommentarer til “En top-tur - næsten da.”
Send en kommentar