Tasiilaq september, efterår/afsked


Det er med blandet følelser, at vi er ved at finde flyttekasserne frem.
Vi glæder os til at komme hjem, men det bliver også svært at tage herfra.
Vi har været her så længe nu, at vi ikke bare er turister.

Naturen har nu klædt sig i efterårsdragt – grønlænderne har travlt med at plukke sortebær, og vi danskere plukker blåbær.

I går morges, den 31. august var der nyt sne på de højeste toppe, jo sommeren er på hæld, efteråret er over os, og lige pludselig er her sne og vinter.
Det har været en meget stor oplevelse, at følge de store skift i naturen.
Solen står i dag op kl. 5,06 og går ned kl. 7,52, så vi har igen mørke nætter med flot nordlys.

Som I kan læse i Pouls indlæg, er ude aktiviteterne stoppet for hans vedkommende, synd for ham, men godt han nåede toppen.
Jeg håber stadig på lidt flere ture i fjeldet inden lørdag, hvor det går mod Danmark.
Efter 4 dage på Island, skulle vi efter planen være i Skive onsdag den 12. september.
Det bliver vist sidste indlæg herfra – På gensyn i Danmark

1. september 2007

Polhem endelig besejret!!




Søndag 26 august var dagen.



Holdet bestod udelukkende af personale med tilknytning til Tasiilaq Politi - enten direkte eller som den bedre halvdel til en ansat. Solskin og perfekt vejr - ikke for varmt - ikke for koldt.



Hans Christian Florian Sørensen var igen med på at føre os op. Hans kone Eva blev også involveret som skipper på deres båd. Hun måtte foretage 2 ture for at få alle 8 fragtet over.

Holdet bestod af Mikael, Henning, Sara og Poul, der alle er politifolk, samt Saras kæreste Tonny og Siivas kæreste Gitte. Selv politihunden Ali var med i ca. 800 m.

Lillian var med ovre på den anden side for at udforske området, medens vi andre var på toppen. Myggenettene måtte faktisk frem i starten for at holde de frække fluer væk.

Da vi havde HC med fra starten, undgik vi problemerne fra sidst med at finde hinanden. Der blev lagt ud i godt tempo, og pludselig stod vi ved fjeldets eneste kilde, hvor vandforsyningerne skulle suppleres.

Ali var frisk og fik rigtig mange ture frem og tilbage, inden han meget mod sin vilje måtte bindes i 800 m højde. Vejen videre frem var klatring og ikke velegnet for 4 ben.

Hele holdet fortsatte fast besluttet på at komme helt op. Rebstigen blev besejret i fin stil, og det fortsatte bare derudad.

Da Poul nåede stoppet fra sidst, begyndte lårmusklerne igen at røre på sig. HC mente det måtte være psykisk, men Mikael fik (heldigvis) samme problemer.Vi begyndte straks at massere og strække ud. Satte tempoet lidt ned og fortsatte. Vi nåede helt op som de sidste af alle, men op kom vi, og hvor vi nød det.

Vi brugte 4 timer fra vi blev sat i land, til vi stod på toppen i 1016 m.

Udsigten var fantastisk, og vi smed os på toppen og nød den fine udsigt over indlandsisen og hele horisonten rundt i den næste halve time.

Så gik det nedad igen og hvilken fornemmelse. Trinene var lette og stien ned en gammel bekendt. Vi var nærmest euforiske - alle.

”Rebstigen” blev passeret i fin stil, og Sara og Tonny fik en rigtig varm velkomst af Ali, da vi nåede ned til ham.

Så gik turen ned og ned i det løse grus og over de runde sten.



Nu er der jo ingen træer, der vokser helt ind i himmelen.

Da vi var næsten nede ved det første flade stykke, kom jeg ud på en rullesten, der blev ved at rulle. Så længe, at jeg fik hele vægten ned over venstre ben og ankel, der sagde et lille knæk.

Jeg rejste mig straks for at se, om et snørebånd i støvlen var sprunget, men nej.

Det gjorde lidt ondt i benet, men ned skulle vi.

Vi havde jo lægen med, og han frarådede mig straks at løsne støvlen, for så fik jeg den nok ikke på igen.

Han foreslog mig en nærmere vej ned til en fjord, hvor han så ville få Eva til at hente mig i båden.

Gitte var så sød at følge mig derned, og inden længe stod vi ved vandet og ventede på båden.

Vi ventede en lille time og pludselig dukkede min chef Kristian op i sin store båd. Det er jo ham i en nøddeskal. Når det kniber, er han på pletten - Tak for det. ( Eva havde ikke benzin nok på motoren og bølgerne var også i mellemtiden blevet vel store til hendes båd).

Således kom vi alle helt hjem.

Dagen efter måtte jeg aflægge et besøg hos lægen, der jo kendte historien.

Et røntgenbillede afslørede et brud i venstre ankel. Heldigvis var bruddet ikke helt igennem, så operation blev undgået.

Da hævelsen havde lagt sig, blev foden plastret ind, og de næste 6 uger skulle jeg bevæge mig rundt på 4 ben.



Det gør jeg så.




Se billeder:




© 2007 Tasiilaq 2007 | Lillian og Poul Vittrup
Weblog om vores ophold i Østgrønland 2007