Onsdag den 27. juni var dagen, hvor vi kunne byde årets første skib velkommen.
Efter 8 måneder uden skibsforsyning, er ankomsten af årets første skib en stor begivenhed, som kan trække folk af huse.
Allerede først på dagen gik rygterne om skibets ankomst, og folk begyndte at indfinde sig på de høje bakker omkring havnen.
Kl. 14,30 kunne båden skimtes langt ude i fjorden. Det tog dog ca. 1 time inden skibet kunne komme helt ind i havnen. Et par store isskosser skulle først fjernes.
Da skibet ”Arina Arctica” kl. 15,30 lagde til kaj, blev den hilst velkommen med 3 kanonskud, og skibet svarede igen med tågehornet.
Butikken var efterhånden løbet tør for mange ting, bl.a. sodavand, juice, smør og selvfølgelig også frisk frugt og grøntsager.
Nu gik det hurtigt, efter ca.1 time var de første varer i butikkerne, og jeg skal hilse og sige – køen var lang.
Dagen startede med korsang uden for kommunekontoret, tale ved borgmesteren og derefter kaffe og boller til de fremmødte.
Kl. 9,00 var der gudstjeneste i kirken. Bagefter var der igen sang af byens kor, denne gang uden for kirken. Herefter gik mange til kirkegården for at lægge blomster.
Om eftermiddagen var de fleste af byens indbygger samlet på et græsareal/campingpladsen ude ved heliporten. Her var der forskellige optræden og dyster, bl.a. trommedans.
En stor oplevelse var, da en konebåd ledsaget af kajakker ankom til festpladsen ad søvejen.
Der blev hygget og spist mad hele eftermiddagen, ikke kun kaffe og flade madpakker. Gik man en tur rundt på festpladsen, kunne man se, at mange grønlændere spiste grønlandsk mad af sæl, fisk og planter.
Alle var festklædt, rigtig mange i nationaldragt. Jo, det var en rigtig festdag.
I de 8 mdr. jeg var i Tasiilaq i 2005 og igen i 2007 har jeg mange gange kastet et blik på stedets højeste fjeld – Polhems Fjeld (1003 m).
På international plan kun en lille bakke, men trods alt det højeste her – dragende og lidt frygtindgydende på grund af sin æggeformede facon.
Fjeldet ligger på modsatte side af den naturhavn, som Tasiilaq er vokset op omkring – Kong Oscars Havn. Tasiilaq blev oprindelig kaldt Ammassalik – opkaldt efter de ”enormt” store ammassetter, som man kan fange her.
For at komme til fjeldets fod må man sejle, da turen rundt om fjorden er alt for tidkrævende.
Fjeldet er ret krævende at bestige og har en del passager, som det er godt at kende, inden man begiver sig derop.
Bo – en dansk kollega, der kom til Tasiilaq sammen med mig i 2005 og har boet her i 2 år, havde i år besluttet, at vi ville derop. Så søgte han en stationslederstilling på Grønlands Vestkyst og fik den 1. april. Så var han væk.
Så kom der 5 kolleger fra Gentofte, der havde arrangeret en rigtig mandetur til Grønland. De skulle holde ferie i 3 uger i Tasiilaq for at opleve naturen her. Den ene var barnefødt her og havde ydermere haft et sommerjob ved politiet her. De havde også sat sig for at bestige Polhems og havde entreret med stedets distriktslæge H. C. Florian Sørensen, der havde været på toppen utallige gange.
Da H.C. tilbød mig at komme med, slog jeg straks til.
Vi blev sejlet over en søndag morgen kl. 0800 og skulle mødes med H.C. i terrænet kl. 0930.
Selvfølgelig gik det galt, så vi først fandt hinanden 1 time senere.
Derefter gik det opad og opad i strålende sol. Da vi skulle ind på nogle stejle og smalle passager sagde 2 kolleger, at de ventede her.
Vi andre 4 fortsatte yderligere 100 m op og skulle der kravle 4 m lodret op ad en smal rebstige. Inden vi kunne det skulle H.C. efterse stigen og fastgøre den yderligere til årets internationale ekstrem sports konkurrence – Arctic Team Challenger, der finder sted her i Tasiilaq i juli md.
Medens dette stod på valgte yderligere 2 at vende om. Herefter var vi kun 2 til top-forsøget.
Vi kom op ad rebstigen og blev kraftigt støttet af et tovværk med sele. Op kom vi - og fortsatte opad .
Da jeg havde gået yderligere et kvarter fik jeg krampe i begge lårmuskler. Vi havde jo lægen med, så jeg forsøgte at strække ud for at få krampen væk. Vi fortsatte et kort stykke, inden der atter var stærk krampe i begge lårmuskler – så her sluttede min tur i 855 m - øv.
Jeg lagde mig ned og ventede på at sidste mand sammen med H.C. gik til toppen og kom retur igen. Tid nok til at kramperne forsvandt, så jeg kunne gå ned igen uden problemer.
Sådan gik dette forsøg på mit vedkommende, så jeg skuler stadig til Polhems Fjeld
Se billeder fra turen:
Mandag den 30. april var dagen, hvor jeg skulle rejse til Danmark på ferie.
Turen blev dog udsat i to dage på grund af tøbrud, som havde ødelagt landingsbanen i Kulusuk.
Onsdag den 2. maj lykkedes det at komme til Island, og torsdag den 3. maj nåede jeg hjem til Skive, dog uden min kuffert, som først ankom dagen efter.
Jeg skulle være i Danmark indtil 17. juni, altså godt 6 uger.
Tiden blev brugt til havearbejde, besøg og gæster, det var dejligt at møde gamle kolleger, venner, familie og naboer.
Jeg havde selvfølgelig glædet mig til at være sammen med vore store børn. De havde alle travlt med eksamen, men heldigvis blev der også tid til nogle dage hjemme i Skive.
I dag er det 14 dage siden jeg igen kom til Tasiilaq, og jeg må sige, at der er sket noget i naturen, siden jeg rejste først i maj..
Det er blevet sommer. Sneen er næsten væk , og de små blomster pibler frem i fjeldet . Isklumperne flyder i det klare blå vand. Solen er kun væk ca. 1 time - altså lyst hele døgnet.
Vi har haft helt utroligt flot sommervejr de sidste 14 dage, op til 20gr., og det er altså varm i Grønland.
Jeg havde mine to søstre Lene og Birthe med herop, så Poul fik ikke bare 1 kvinde i huset, men hele 3, og så søskende. Han har nu klaret det fint.
Birthe og Lene rejste i lørdags, det har været rigtig hyggeligt med deres besøg. Vi har prøvet at vise dem vores by og de omliggende fjelde.
Sammen med de fleste af byens indbygger fejrede vi nationaldagen den 21. juli, en rigtig festdag. Den 27. juli ankom årets første skib, også denne begivenhed kunne trække folk af huse.
Det er også blevet til en sejltur ud til de store isbjerge, og for Lenes vedkommende en klatretur helt op på Sømandsfjeldet – flot klaret.
Poul har de sidste par måneder brugt en del tid til at bestige de omliggende bjergtoppe.
Der er kommet 3 nye danske betjente, som alle kun skal være her i sommermånederne. De har ikke koner/kærester med, så det er blevet til mange turer sammen med dem.
Ellers er vi ved at gøre klar til næste hold feriegæster. Ruth og Hans Peder kommer på onsdag. Vi glæder os til at vise dem vores smukke ”sted”
